Preview Mode Links will not work in preview mode

Standard – Soundvenues hiphop-podcast


Feb 28, 2019

Offset har haft et turbulent år. Rapperens stormfulde forhold med Cardi B har har været igennem ægteskab, utroskab og forsoning. Parret har også fået en datter, der er Offsets fjerde barn. Samtidig har store features på sange som Tygas 'Taste' og Kodak Backs 'Zeze' kørt Atlanta-rapperen i stilling som manden, der skal reetablere gruppen Migos' brand efter en række skuffende udgivelser.

Nu er Offsets solodebut, 'Father Of 4', endelig ude. Han tackler både forholdet til sine børn og ægteskabet med Cardi – hvilket gør det her til trap-musikkens første store, personlige familie-album.

Men fungerer forvandlingen fra trapper til far og ægtemand? Er det her den moderne udgave af Jay-Zs utroskabs-epos '4:44'? Og er det samtidig det her album, der sikrer Offset pladsen som vigtigste Migos-rapper?

Det diskuterer vært Kristian Karl med denne uges gæst, Pelle Peter Jensen, i det nye afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast. Pelle Peter Jensen har startet hiphop-radioprogrammer som Sovsen på P3 og Bas på P6, og er vært på podcasten 'Den Nye Stil', der kortlægger dansk hiphops historie. Han er derudover også stor Migos-fan, og har varmet op for trioen til deres seneste Danmark-koncert – en oplevelse han fortæller nogle pænt skøre historier fra.

Udover Offset-snakken kan du også høre nogle af de mest spændende nye hiphop-sange lige nu i det nye afsnit af Standard Ekstra. Denne uge blandt andet med dansk poppunk-rap, tidens mest hypede trap-navn – og så en excentrisk britisk rapper, der er Pelle Peter Jensens nye man-crush.

Standard Ekstra er et kortere supplement til Standard, der reagerer hurtigt på vigtige nye begivenheder og udgivelser i hiphoppens verden. Vært Kristian Karl gæstes typisk af eksperter, oftest fra Soundvenues redaktion, og vender ugens mest uomgængelige begivenheder og nye numre.