Preview Mode Links will not work in preview mode

Standard – Soundvenues hiphop-podcast


Dec 5, 2018

De helt store klassikere er dem, hvor man kan inddele historien i et ‘før’ og et ‘efter’. Sådan er det i høj grad med Suspekts ‘Ingen slukker the stars’-album, der udkom for 15 år siden.

Før albummet var dansk hiphop harmløs og hyggelig. Men Albertslund-trioens gennembrudsalbum sparkede døren ind til hyggeklubben og smadrede stemningen. De havde absolut ingen fucks til overs for det gode selskab: Suspekt var kommet for at gøre dansk hiphop beskidt.

Men hvordan skabte de her drenge fra Albertslund et så magtfuldt statement af et album? Hvem var med til at skabe pladen dengang i det legendariske Tabu-studie? Og hvordan i alverden blev det mest beskidte album i dansk hiphops historie en kæmpe mainstreamsucces?

Det har Standard-vært Kristian Karl talt med Suspekt om i INPUT-rummet, hvor Soundvenue har holdt en række events – blandt andet et Standard Live med Kesi, du kunne høre for et par uger siden.

I det nye afsnit af Standard kan du høre et uddrag af dén samtale, hvor Suspekt fortæller nogle pænt vanvittige historier fra tiden, hvor albummet blev til. Blandt andet om, hvordan sangen ‘En lang nat’ faktisk handler om dengang, hvor Bai-D smadrede Stig Tøftings bryllup.

Derudover er der en overordentlig omfattende hiphopdate, hvor værterne Kristian Karl og Mads Viktor gennemgår hele den komplekse, fascinerende og i sidste ende tragiske 6ix9ine-saga, samt lyn-anmelder album af Earl Sweatshirt, Ski Mask The Slump God, Lil Durk, DipSet og Meek Mill.

Standard udkommer hver 14. dag og gæstes af rappere, producere og eksperter for at diskutere de mange aspekter af hiphoppens dominerende rolle i kulturlandskabet.

Dette afsnit af Standard er bragt i samarbejde med vores sponsor Spotify.